Amalie Wichmann Skafte blev årets første student på Gymnasiet HTX Lillebælt. Når festlighederne har lagt sig, håber hun at komme ind på medicinstudiet i Aalborg, som hun har søgt ind på.
Familien stod klar, og det samme gjorde flere venner. De ventede alle på, at klokken blev 10:30. De havde taget opstilling ved bordene lige efter indgangen til HTX-bygningen på Teknikervej i Fredericia.
Rektor Lars Hansen fortalte, at skolen i år havde valgt at gøre det på den måde med at holde familie og venner væk fra klasselokalerne, da det godt kan blive hektisk, og det er til elevens bedste.
Med et smil på læben kom Amalie gående ned ad trappen som den første ud af i alt 63 afgangselever på Gymnasiet HTX Lillebælt. Amalie havde været oppe i engelsk, og da den spændte familie spurgte, hvordan det gik, sagde hun, at hun havde fået et 7-tal.
Derefter tog Lars Hansen ordet, lykønskede Amalie og den stolte familie. Lars bød Amalie, familien og vennerne på champagne, jordbær og en lille kage, og overrakte HTX’s første student i 2024 en buket blomster som symbol på det.
Straks efter huen var sat på, så var det allerede tid til hilsner i den, og da roen havde lagt sig, konstaterede Amalie til AVISEN:
– Det er rart og befriende. Det er en byrde, der er lettet, sagde Amalie.
Fremtiden er klar. Når festlighederne har lagt sig, og der har været sommerferie, vil Amalie, hvis alt går som det skal, læse videre.
– Jeg har søgt ind på medicin i Aalborg med håb om at komme ind, dog det ved jeg først den 26. juli, forklarede Amalie.
At det blev den vej, som Amalie endte med at søge, da der var ansøgningsfrist, er ikke tilfældigt. Derfor var det også naturligt for hende, da hun skulle vælge ungdomsuddannelse, at gå på Gymnasiet HTX Lillebælt.
– Jeg har altid været meget naturvidenskabelig, og jeg kan godt lide, at der ikke er et rigtigt og forkert svar. Her på skolen er der gode rammer, gode lærere og gode kammerater, hvor vi har det godt sammen, sagde Amalie.
Amalie har stor ros til Gymnasiet HTX Lillebælt, der har været en god uddannelsesinstitution for hende, hvor fagligheden har været i top.
– Man lærer virkelig meget, især hvis man vil have en videregående uddannelse og arbejder i grupper, som er vigtigt alt efter hvilket job man vil have. Man skal kunne håndtere presset, hvilket er vigtigt for alle efterfølgende, forklarede Amalie.
Når man går på HTX, så er der typisk fordomme om, at det primært er nørder, som går der, men det er ikke tilfældet, mente Amalie.
– Det er en blanding, for at være helt ærlig. Der er nørder, men også “slackere” og alt midt imellem. Jeg troede kun, det var nørder, og det tiltalte faktisk mig, men der er også nogen, som ikke kun har naturvidenskabelige interesser, sagde Amalie.
Festlig tid i vente
Nu venter der en festlig tid, hvor Amalie skal fejre den sorte studenterhue.
– Det bliver mega fedt. Jeg glæder mig til at være sammen med vennerne og feste, og fejre at de bliver studenter på et tidspunkt, sagde Amalie.
Forude venter der både studenterkørsel og studentergilder. Særligt sidstnævnte kommer til at tage hårdt på årets første student på Gymnasiet HTX Lillebælt.
– Jeg bliver spændt på, om jeg kan håndtere det. Der er en hel uge, hvor der er gilder hver dag, så det bliver spændende, sagde Amalie med et smil.