Når Associated Danish Ports (ADP) fra 2025 overtager aktiemajoriteten i Hanstholm Havn, markerer det en strategisk udvidelse af selskabets havneportefølje. ADP, der i forvejen driver havnene i Fredericia og Nyborg, ser store udviklingsmuligheder i overtagelsen, men ambitionerne om at gøre Hanstholm til en sund forretning kræver både tid og investeringer.
– Vi har troen på, at den erfaring, vi har haft de sidste 25 år, kan vi arbejde videre med – både i ADP og for Hanstholm Havn. Vi tror på, at det kommer til at blive en sund og bæredygtig havn, men det kommer også til at tage tid. At drive havneselskaber og infrastruktur kræver altid et langsigtet perspektiv, og det er også sådan, vi ser på det her, siger ADP’s administrerende direktør Rune D. Rasmussen.
Ambitionen: Økonomisk overskud fra 2027
Mens ADP anerkender, at processen med at styrke Hanstholm Havn vil tage tid, har selskabet en klar målsætning om, at havnen skal være økonomisk bæredygtig så hurtigt som muligt. Allerede fra 2027 er ambitionen at skabe overskud, men det kræver en fokuseret indsats.
– Vi har også en klar ambition om, at Hanstholm Havn skal være både sund og bæredygtig – også økonomisk. Og det skal det være så hurtigt som muligt. Vi har sat ambitionerne højt og går efter at lave overskud allerede fra 2027. Det kommer også til at kræve hårdt arbejde og masser af flid, men også lidt held og medvind på cykelstien, siger Rune D. Rasmussen.
ADP har tidligere vist, at de kan udvikle og drive havne med økonomisk succes. Erfaringerne fra Fredericia og Nyborg skal nu bringes i spil i Hanstholm, hvor der er potentiale for vækst inden for både fiskeri, gods og offshore-aktiviteter.
ADP bliver en fast del af hverdagen i Hanstholm
Med ADP’s indtræden i Hanstholm vil selskabets medarbejdere også blive en mere synlig del af driften. Direktøren forventer, at de samme arbejdsgange, som allerede findes mellem Fredericia og Nyborg, også vil gøre sig gældende i Hanstholm.
– Vi vil helt sikkert se vores folk i Hanstholm. Ligesom vores folk er i Nyborg, vil det også være tilfældet i Hanstholm, hvor vi skal derop, og de skal helt sikkert også ned til os, siger han.
Afstanden mellem Hanstholm og ADP’s øvrige havne er dog markant længere end mellem Fredericia og Nyborg, men ifølge ADP er det ikke en reel udfordring.
– I dansk kontekst kan 200 kilometer virke langt, men i havnekonteksten og logistik er det jo nærmest ingenting. Det er en utrolig kort afstand, så på den måde er det ikke langt for os. Det ville det heller ikke være, hvis det var en havn, der lå endnu længere væk. Andre havneselskaber rundt om i verden, der ejer flere havne, driver også forretning på tusindvis af kilometers afstand. Så jeg tænker, at de 200 kilometer, det er bare et tal, siger havnedirektøren.
ADP’s udvikling kommer Fredericia til gode
ADP’s ejere er Fredericia og Nyborg Kommuner, og ifølge direktøren vil den fortsatte vækst i selskabet derfor også komme Fredericia til gavn. Rune D. Rasmussen understreger, at en styrkelse af ADP’s samlede havneforretning ikke kun vil gavne de havne, selskabet direkte driver, men også have positive effekter for Fredericia, som har ADP’s hovedsæde.
– Jo mere ADP udvikler sig positivt og skaber vækst – ikke kun i Fredericia, men også andre steder, hvor vi driver forretning – jo mere kommer det til at gavne Fredericia. ADP’s hovedsæde er jo i Fredericia, så jo bedre det går for ADP, desto mere vil det komme alle vores ejere til gode, og der er det jo netop Fredericia, påpeger han.
Desuden vil de strategiske partnerskaber og den synergi, ADP skaber mellem havnene, gøre det muligt at tiltrække nye investeringer og muligheder, som kan komme Fredericia til gode.
Flere havne i ADP’s fremtid?
Hanstholm bliver ADP’s tredje havn, men spørgsmålet er, om selskabet på sigt vil udvide sin portefølje yderligere.
– Nu er vi jo i gang med vores tredje regulære havneselskab. Og vi skal huske på, at vi også har Taulov Dry Port, hvor vi fokuserer på at gøre det til en succes. Men vi kigger også på andre muligheder, og vi tror på, at ADP, som tiden går, vil kunne eje og drive flere havne end de tre, vi nu skal til at arbejde med, siger Rune D. Rasmussen.
Han understreger, at ADP’s strategi ikke er at skabe intern konkurrence mellem sine havne, men snarere at udnytte deres individuelle styrker til at skabe synergi.
– Vi ser ikke, at havnene vil kanibalisere på hinandens forretningsområder. Vi tror på, at havnene kan vækste både hver for sig og sammen. Og tværtimod, så er der nogle ting, som Hanstholm Havn og deres medarbejdere er rigtig gode til. Det er måske der, vi ikke har vores styrker endnu, og det kan de hjælpe os med. På den anden side kommer vi med nogle kompetencer og styrker fra de områder, vi er gode til, og vi tror, det kan have en positiv effekt på Hanstholm. Derfor er det virkelig et godt match, siger han.
Om ADP i fremtiden vil tilføje endnu flere havne afhænger af, om der opstår muligheder, der giver mening både strategisk og forretningsmæssigt.
– Det kunne godt være, men det kunne også være noget andet. Men det ville nok være det mest naturlige, afslutter Rune D. Rasmussen.
Fra 1. august 2025 overtager ADP aktiemajoriteten i Hanstholm Havn.