Med fokus på lydhørhed, tillid og langsigtet udsyn vil Fredericias nye borgmester, Peder Wittendorff Tind, samle byråd, borgere og erhvervsliv om fælles løsninger. I sit første længere interview efter tiltrædelsen sætter han ord på værdierne, ledelsesstilen og ambitionerne for de kommende fire år.
Der er kun gået få dage, siden Peder Wittendorff Tind satte sig i borgmesterstolen i Fredericia Kommune. Alligevel står det allerede klart, hvilke værdier han vil styre efter. Lydhørhed, respekt for forskellighed og ydmyghed er ikke bare ord i et værdikatalog, men principper, han aktivt vil omsætte i sit daglige virke som borgmester.
»Jeg tror, det er meget vigtigt, at man er god til at lytte – altså har en lyttende adfærd – og at man er nysgerrig på, hvad andre har af idéer og perspektiver. For jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg har svaret på alt, overhovedet ikke. Og derfor tror jeg, det er meget, meget vigtigt, at man som leder er lyttende og dygtig til at reflektere over, hvad andre har af idéer og tanker. Og der tror jeg faktisk også på, at dér opstår de bedste resultater. Noget af den største respekt, du kan vise dine medmennesker, er faktisk at lytte. Fordi du bliver klogere, og du viser respekt,« siger Peder Tind.
Han understreger, at gode beslutninger ofte opstår i mødet mellem forskellige perspektiver.
Forskellighed som styrke
For den nye borgmester er forskelligheden i byrådet en styrke – ikke en udfordring. Han peger på, at de 21 byrådsmedlemmer hver især bringer forskellige erfaringer, kompetencer og livsbetragtninger med sig.
»Jeg synes netop, at det er en styrke, at vi er forskellige – også 21 forskellige byrådsmedlemmer. Og her taler jeg ikke om partier, jeg taler om individer og personer, fordi alle har hver sine talenter og evner,« siger han.
Netop derfor har han været optaget af at skabe et tillidsfuldt samarbejde fra begyndelsen. Det afspejler sig i den brede konstitueringsaftale, hvor 19 ud af 21 byrådsmedlemmer står bag.
»Konstitueringsaftalen er jo et udtryk for mange partiers og mange personers idéer og tanker, nedfældet i et dokument. Og derfor er vi også fælles om tingene. Og selvfølgelig vil der opstå politiske diskussioner og uenigheder i løbet af fire år. Det kan ikke udelukkes, og det skal ikke udelukkes, for vi er forskellige – og heldigvis for det. Så der vil være punkter, hvor vi vil være uenige og måske stemme forskelligt i byrådssalen,« siger Peder Tind.
Ydmyghed og anerkendelse
Ydmyghed er et nøgleord i borgmesterens tilgang til ledelse. For ham handler det ikke om at få sin vilje, men om at skabe fælles løsninger – også når beslutningerne er svære.
»Det er ikke sådan, at det er vigtigt for mig at få ret. Jeg tror netop, det handler om, at vi er gode til at have en samtale, og at vi er gode til at blive kloge på hinanden,« siger han.
Han peger også på vigtigheden af at anerkende andres idéer og indsats – også når de ikke kommer fra eget parti.
»Vi skal ikke tage æren for andres gode idéer. Man må godt anerkende, at andre faktisk har fået en god idé, og anerkende den indsats, de yder,« siger borgmesteren.
Politisk kultur og ordentlighed
En central del af konstitueringsaftalen handler om at styrke den politiske kultur i Fredericia med fokus på ordentlighed, åbenhed og saglig håndtering af uenigheder. Her ser Peder Tind et solidt fundament for de kommende fire år.
»Fundamentet synes jeg er stærkt. Enigheden om borgerinddragelse og ønsket om at bøje sig ind imod hinanden og lave fælles løsninger – hele det værdisæt og fundamentet – det synes jeg er stærkt,« siger han.
Uenigheder vil der være, understreger han – men de skal håndteres respektfuldt.
»Der vil være punkter, hvor vi vil være uenige og måske stemme forskelligt i byrådssalen. Men fundamentet er stærkt.«
Borgerinddragelse i fokus
Et konkret greb er nedsættelsen af et særligt udvalg for borgerinddragelse, som skal arbejde målrettet gennem hele byrådsperioden.
»Vi tror ikke på, at vi bare lige kan lykkes med det fra den ene dag til den anden. Men det skal være et ambitiøst fokus hele byrådsperioden igennem,« siger Peder Tind.
Han nævner blandt andet idéen om borgerpaneler og et øget fokus på at inddrage unge i den demokratiske samtale.
»Jeg er meget optaget af, hvordan vi får den næste generation af unge mennesker med på den her demokratiske rejse,« siger han.
Lange linjer og økonomisk ansvar
Borgmesteren arbejder bevidst med både det korte og det lange lys. På den ene side skal hverdagen hænge sammen, og velfærden fungere. På den anden side skal Fredericia rustes til fremtidens udfordringer.
»Det korte lys handler for mig om en hverdag, der hænger sammen,« siger han og tilføjer om det lange lys: »Det handler også om at have et udsyn og et blik for, hvad det er for nogle udfordringer, der kommer om 40 år.« Her nævner Peder Tind blandt andet manglen på arbejdskraft som et centralt eksempel.
Han peger samtidig på grøn omstilling, innovation og nye arbejdspladser som afgørende indsatsområder – kombineret med ansvarlig økonomisk styring.
»Vi kan jo kun bruge pengene én gang, og derfor er det også vigtigt, at vi prioriterer.«
Et fællesskab at være stolt af
Når Peder Tind ser frem mod sit første år som borgmester, håber han først og fremmest på at kunne bevare og styrke fællesskabet i byrådet – og i kommunen som helhed.
»Vi er utrolig privilegerede i Fredericia. Fantastisk natur, hele vores historie, voldanlægget, 6. juli-dagene og hundredvis af koncerter og oplevelser,« siger han.
Og netop stoltheden over kommunen er en drivkraft.
»Jeg bliver helt stolt, ydmyg og glad, når jeg tænker på, at jeg kommer fra Fredericia Kommune, hvor vi har så meget at byde på. Det giver bare mod på mere.«
Borgmester Peder Tind runder samtalen af med at understrege respekten for både de indvalgte byrådspolitikere og de mange, der stillede op til kommunalvalget. Det, siger han, er med til at styrke den demokratiske samtale og ytringsfriheden. Til sidst ønsker han »alle seere og læsere et rigtig godt nyt år«.
Se og lyt til hele interviewet:
Tv-interview med borgmester Peder W. Tind d. 6. januar 2026 om perioden 2026–2029




