Fredericia Kommune får fra årsskiftet en ny – midlertidig – direktør. Kommunaldirektør Thomas Jaap har besluttet at konstituere Rasmus Balder i stillingen fra 1. januar 2026, efter at posten blev ledig i forbindelse med Mette Heidemanns skifte til en direktørstilling på Sygehus Lillebælt.
Konstitueringen skal sikre en stabil og effektiv opstart for både det nye byråd og de nye fagudvalg, der tiltræder efter kommunalvalget. Den permanente rekruttering af en ny direktør forventes afsluttet til april eller maj.
Rasmus Balder er i dag chef for Unge, Uddannelse og Borgerservice i Fredericia Kommune og har i flere år arbejdet tæt på den politiske organisation.
”Det er vigtigt, at opstarten af de nye byråd og nye udvalg bliver så god som mulig, og jeg har vurderet, at det sikrer vi bedst ved at konstituere Rasmus Balder som direktør. Rasmus kender organisationen indefra i forvejen, og han er vant til politisk betjening i sin rolle som fagchef. På den måde sikrer vi, at Mettes område er i gode hænder, indtil vi kan ansætte en ny direktør,” siger kommunaldirektør Thomas Jaap.
Konstitueringen sker for at sikre kontinuitet i et af kommunens centrale direktørområder ved overgangen til et nyt politisk hold.





