Efter en periode med mildt vintervejr tyder flere vejrprognoser nu på, at iskolde vinde fra øst kan presse sig på. Et kraftigt højtryk over Sibirien opbygges i løbet af næste uge, og det kan sende iskold luft ind over Danmark.
Frem mod næste weekend kan slud og snebyger ramme landet flere steder, og dagtemperaturen ventes at ligge mellem 0 og 3 grader. Samtidig vil der være udbredt nattefrost, som kan skabe glatte veje. Dog kan vintervejret muligvis allerede slå igennem fredag.
Fredag kan et lavtryk bevæge sig vestpå syd for Danmark og bringe mere udbredt sne og blæst med sig. Hvor stor en del af landet, der bliver berørt, afhænger dog af lavtrykkets præcise bane. Prognoserne er endnu usikre, men situationen følges tæt.
Denne morgen er det skyet i det meste af landet, og i den sydlige del er der diset med risiko for tåge og rimtåge. Flere steder meldes der om glatte veje, særligt i Kolding og Middelfart. I løbet af dagen vil disen og tågen lette, og solen kan hist og her kigge frem – især i de østlige egne.
Kilde: DMI og Trafikken.dk