Det blev en helt særlig debut i Champions League for Fredericia Håndboldklub – og ikke kun på grund af resultatet i kampen mod Dinamo Bucuresti, som endte 37-28 i hjemmeholdets favør. Det var en rejse fyldt med kulturelle kollisioner og absurde øjeblikke, der startede allerede dagen før kampen.
Snakken gik lystigt efter kampen, selvom FHK havde tabt. Blandt spillere, fans og AVISEN, som var eneste tilstedeværende danske medie, blev der snakket om oplevelsen i den rumænske hovedstad. Flere absurde ting var sket, som normalt ikke ville forekomme på danske breddegrader.
Onsdag, dagen inden det store opgør, sad FHK’s spillere afslappet i lobbyen på deres hotel i Bukarest med uskyldigt spil kort. Men deres hygge blev hurtigt afbrudt, da hotelpersonalet med alvorlige miner forklarede, at det var ulovligt ifølge rumænsk lovgivning. Det var ligegyldigt, at der ikke var penge på spil – kortspil er kortspil, og loven er loven. Så måtte spillerne pakke deres kort sammen og finde en anden måde at få tiden til at gå på.
Øltørke i Bukarest
Hvis FHK-spillerne troede, de havde set det meste, kom næste overraskelse kort tid før kampen. For i en radius af 1,5 kilometer fra Polyvant Hall, kampens arena, var det komplet umuligt at finde en øl. Lokale regler forbød nemlig al salg af alkohol tæt på sportsbegivenheder, og det bekom bestemt ikke de medrejsende FHK-fans vel. De havde ellers set frem til at få stillet tørsten og varme stemmebåndene med lidt humle inden kampen – men det var en tør oplevelse i mere end én forstand. Flere af de ellers normalt øltørstige fans blev set med vand i et areal ude på gangen, der førte ind til arenaens tilskuerpladser.
Hård ilddåb på banen, men sammenholdet holdt
Selve kampen blev lige så udfordrende som de kulturelle forskelle. På banen måtte FHK’s spillere finde sig i at blive mødt af en mur af rumænske fans og en fantastisk målmandspræstation fra Vladimir Cupara, der flere gange satte en stopper for de danske afslutningsforsøg. Efter en lovende start løb kampen hurtigt fra dem, og det blev snart klart, at Bukarests hold var for stærkt. FHK’s træner, Gudmundur Gudmundsson, forsøgte med flere timeouts og udskiftninger at ændre kampens forløb, men intet kunne forhindre det endelige nederlag på 37-28.
Et fællesbillede og et hurtigt gensyn
Efter kampen var der dog stadig plads til smil. De medrejsende FHK-fans og spillertruppen fik taget et fællesbillede foran arenaen – en påmindelse om, at selvom resultatet ikke gik deres vej, var sammenholdet intakt. Det var nemlig tid til et fællesbilllede.
Der er dog ikke lang tid til at komme sig over turen til Bukarest, for både fans og spillere. Allerede på søndag venter en ny kamp, denne gang mod Skjern på hjemmebane. ‘