Fredericia Kommune og Kolding Kommune er to af de 23 kommuner i Danmark, der har indgået samarbejdsaftaler med Team Danmark. Fredericia Kommune bruger årligt 1,7 millioner kroner i Fredericia Eliteidræt, imens man i Kolding bruger 1,825 millioner kroner om året. Støtten er dog essentiel, mener formand for Fredericia Eliteidræt, Søren Andersen.
Når danske atleter i disse uger svømmer, bokser og cykler efter medaljer til OL, er det ikke kun med statslig støtte fra Team Danmark i ryggen. Mange af landets kommuner spiller også en vigtig rolle i at støtte eliteidrætten. I år bruger 23 såkaldte Elitekommuner tilsammen 50 millioner skattekroner på at fremme talentudviklingen inden for specifikke sportsgrene i hver kommune.
De 23 Elitekommuner har alle indgået samarbejdsaftaler med Team Danmark, hvor de forpligter sig til at anvende midler på at “fremme vilkårene” for eliteidræt og talentudvikling inden for specifikke sportsgrene. En gennemgang af aftalerne, som DR har foretaget, viser, at disse kommuner samlet set har forpligtet sig til at bruge 51,4 millioner kroner i år på eliteidræt og talentudvikling.
Mange kommuner vælger derudover på egen hånd at bruge yderligere midler på talentudvikling, hvilket der ikke findes et samlet overblik over. Team Danmarks eget budget er på omkring 150 millioner kroner årligt, så kommunernes investeringer og deres samarbejde med Team Danmark og lokale klubber udgør et “substantielt indspark ind i det samlede elitesportssystem.
– Marginaler er jo det, der afgør elitesport i dag. Alle de hjul og alle de små ting, man kan dreje og justere på i forhold til at skabe succes, er vigtigt. Og der er elitekommunesamarbejdet et af de hjul, siger Rasmus K. Storm, der er analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut til DR.
Talenter er rollemodeller
Fredericia Kommune er en af de 23 Elitekommuner. I alt får Fredericia Eliteidræt 1,7 millioner kroner direkte i kommunalstøtte fra Fredericia Kommune. De penge er godt givet ud, mener formand for Fredericia Eliteidræt, Søren Andersen.
– Vi har fremført, hvilke sportsgrene vi støtter, og det er som det fremgår triathlon, håndbold, skydning, svømning, sejlsport og drengefodbold. Jeg har samme holdning som flere af dem, der har udtalt sig. Det handler ganske enkelt om at give talenterne ekstra muligheder, siger han.
Andersen mener, at Fredericia Eliteidræt er med til at fremme trivslen og gøre miljøet bedre på Ullerup Bæk Skolen, afdeling Nørre Allé. Tidligere har det været en belastet skole med udsatte grupper af elever. Det er det ikke mere.
– Vi har i Fredericia Eliteidræt valgt, at vores elever skal være på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé, hvor der tidligere har været problemer med udsatte grupper. Der er talentklasserne rollemodeller og fremmer trivslen på skolen. En sidegevinst er, at vi får elever, der ikke har noget med eliteidræt at gøre, til at melde sig ind i foreninger og væk fra gadehjørnerne, det er et stort plus. Vi har fået gennemført målinger, der viser, at vores talentelever trives rigtig godt og er over gennemsnittet, siger Søren Andersen.
Fredericia Eliteidræt spiller en central rolle i at fremme folkesundheden og styrke engagementet i lokalsamfundet. Ved at tilbyde struktureret træning og støtte til talentfulde atleter, bidrager initiativet ikke kun til individuelle sportslige præstationer, men også til den generelle trivsel og sundhed blandt de unge i kommunen.
– Jeg kalder det, at det kaster skygger af sig, når man har det, vi har. Vi har haft flere med til OL, og vi var også tæt på i flere sportsgrene. Det er en del af folkesundheden, at vi er med til at hjælpe atleter på deres vej for at nå deres mål, forklarer Søren Andersen.
Fredericia Eliteidræt støttes af erhvervslivet
Søren Andersen understreger samtidig, at Fredericia Eliteidræt ikke udelukkende får kommunale midler. Han fremhæver støtten fra erhvervslivet, der er med til at gøre det muligt at opretholde Fredericia Eliteidræt på nuværende niveau.
– Da vi fik de 1,7 millioner kroner, var det for fire år siden, da den daværende aftale blev lavet. Dengang var sejlsport ikke med. Vi balancerer på et knivsæg, men vi har vores fond, hvor vi har Crossbridge Energy som hovedsponsor. Det er ikke kommunalt, men kommercielt, og det giver os gode muligheder. Vi kan ikke drive Fredericia Eliteidræt for mindre end det beløb, vi får nu, forklarer Søren Andersen.
En anden unik faktor ved Fredericia Eliteidræt er det tætte samarbejde med lokale virksomheder, som aktivt støtter dem ved at tilbyde fleksible arbejdsforhold til atleter. Dette partnerskab gør det muligt for talentfulde sportsudøvere at forfølge deres karrierer inden for eliteidræt, uden at de behøver at bekymre sig om specielle arbejdstider, økonomisk usikkerhed eller manglende erhvervserfaring.
I Fredericia Eliteidræt gør vi også det unikke, at vi har flere virksomheder indeover, der tilbyder, at atleter kan arbejde hos dem og få tilpasset det deres hverdag. Vi er rigtig glade for samarbejdet med Caverion, Airco Process Technology og LEGO koncernen, siger Søren Andersen.
Fredericia Eliteidræt sørger også for at støtte atleter, når de vender hjem fra internationale konkurrencer. Andersen bemærker:
– Det er et nåleøje at leve af idræt, men dem, som kommer hjem fra OL, gør vi også vores til at favne, så de ikke kommer hjem til ingenting efter at have satset alt på det. Vi hjælper dem videre, så de ikke står med ‘ingenting’ at falde tilbage på, slutter Søren Andersen.
Trygt sted at vokse op
De 50 millioner skattekroner, som Fredericia og de øvrige Elitekommuner bruger i år, går blandt andet til at sikre fleksible skoleforløb og morgentræning for sportstalenterne samt faciliteter og adgang til fysioterapi og uddannede trænere. Denne investering understøtter ikke kun de unge atleters fysiske og tekniske udvikling, men også deres uddannelsesmæssige fremskridt ved at skabe en balance mellem sport og skolegang.
Ifølge Team Danmark er modellen med Elitekommuner og samarbejdsaftaler en krumtap i den danske tilgang til talentudvikling. I modsætning til andre lande, hvor unge talenter ofte bliver samlet i træningscentre væk fra deres hjem, fokuserer den danske model på at lade de unge blive boende i deres lokale miljøer.
– Vi har ikke en model, hvor vi hiver dem ud og samler dem i en meget tidlig alder, som man har i andre lande. Vi tror i stedet på, at man skal sørge for at vokse op i et godt og trygt sted ude i kommunerne ude ved forældrene og ude i klubberne, siger Anders Tranberg, der er konsulent i Team Danmark, til DR.
Fredericia Kommune har været Elitekommune siden 2008. Siden da har Fredericia Kommune støttet Fredericia Eliteidræt med et årligt beløb.