Lørdag klokken 12:00 kårede Kvindelige Flisepudsere udi Fredericia traditionen tro årets kvinde i Fredericia. Valget faldt på Therese Krogh Andresen, der er indehaver af Me Mori – Den Lille Guldsmedje.
Traditionen tro foreskriver, at KFUF (Kvindelige Flisepudsere udi Fredericia) pudser “årets by 1996”-flisen ved Landsoldatpladsen i Fredericia, men som flere af KFUF’erne konstaterede, så var den godt i gang med at blive pudset af regnen. Derfor trak seancen, hvor kåringen af årets kvinde og støttemidler helt af KFUF ind i læ under Prinsens Port.
Traditioner kunne ikke holdes i hævd i regnvejret
En anden tradition, der heller ikke blev holdt i hævd i det silende regnvejr, var, at KFUF’s efterfølgende frokost afholdes på Fredericia Vold – det blev indendørs grundet vejrforholdene. Det til trods kom KFUF marcherende fra Det Bruunske Pakhus og hen til Landsoldatpladsen, hvor forkvinde Jane Findahl tog ordet. Inden da var hun lidt afventende, idet den på forhånd udvalgte til årets kvinde 2024 havde været til barnedåb og skulle nå hjem fra den først.
Har sat Fredericia på landkortet
Lidt over 12 kom den udvalgte kvinde gående i regnen, inden en gentleman skyndte sig at tage en paraply og give kvinden, der viste sig at være Therese Krogh Andresen, tiltrængt læ. Da Therese var kommet ind under Prinsens Port, satte Jane Findahl ord på, hvorfor Therese var udvalgt til at være den 26. årets kvinde i Fredericia.
– Du har med dine unika smykker og Me Mori sat byen på landkortet. Therese repræsenterer byen med højt fagligt engagement og skaber smykkekunst. Det er godt gået. Du var i 2022 inviteret til Sønderborg Slot til en udstilling, og senere i 2022 var du inviteret til udstillingen Silver Tales på Rungstedlund, og i 2023 fortolkede du Danglaters champagnebar-signatur, og det kom der noget smukt ud af også. Lige nu er du aktuel med en fortolkning til Nordisk Film. Alle kan høre, at Thereses mangfoldighed bidrager til at trække besøgende til Fredericia, fordi du er så interessant en kvinde, sagde Jane Findahl og fortsatte:
– Din vej hertil har været trang. Det er svært at få en læreplads i faget. Vi ved, at du ikke fik betaling for praktikken for at få uddannelsen. Nu uddanner du også selv guldsmede, og vi er stolte over, at vi har uddannelsen i Fredericia. Alle, der står her, ved, at du er en meget værdig årets kvinde – nummer 26 i rækken, sagde Jane Findahl.
Efterfølgende blev Therese Krogh Andresen overrakt et maleri og et symbol på, at hun er årets kvinde 2024 i Fredericia. Therese konstaterede derefter:
– Jeg var spændt på, hvad du ville sige, Jane. Jeg er meget stolt over prisen, forklarede hun, inden seancen skulle fortsætte med endnu en tradition.
Hvert år uddeler KFUF støttemidler til et velgørende formål, og i år faldt valget på Demensfællesskabet Lillebælt, som havde repræsentanter til stede for at modtage 3.000 kroner fra de kvindelige flisepudsere, der lovede, at de pudser deres flise, når vejret viser sig fra en bedre side.