Deadline for at ansøge om wildcard til Champions League til næste sæson er i dag. FHK forfølger muligheden, og når man kigger på kravene, opfylder fredericianerne de fleste.
Hvis FHK havde vundet DM-finalen mod Aalborg, var holdet garanteret en plads i næste sæsons Champions League, da vinderen af den danske liga automatisk er med grundet Danmarks rangering blandt de europæiske nationer.
I de seneste par år, hvor GOG har vundet mesterskabet, er Aalborg blevet tildelt et wildcard, men det er ikke givet, at FHK pr. automatik får tildelt et, da et af kravene af åbenlyse årsager ikke opfyldes.
Der er krav som inkluderer arena, tv, fans og de seneste resultater i europæisk håndbold. De første tre krav opfylder FHK, idet fredericianerne vil spille Champions League i Odense, hvis holdet kommer med. Den arena opfylder kapacitetskravene, og med en kørselsafstand på blot en halv time vil FHK formentlig nemt kunne fylde den op, selvom ønskescenariet er at spille i egen hal i Fredericia.
FHK har et es i ærmet, som man heller ikke skal underkende. Alle ved, hvem Gudmundur Gudmundsson er. Hvad har den iltre islænding gang i med Fredericia? Det spørgsmål kan mange stille sig. Det vil man få at se, hvis man tildeler FHK et wildcard, og samtidig har Gudmundsson vist, at FHK i de seneste par sæsoner, hvor islændingen har trænet holdet, kan matche Champions League-deltagere. FHK har besejret både Aalborg og GOG, og senest var fredericianerne meget tæt på at snuppe DM-guldet fra Aalborg, vel at mærke på udebane. Det må aftvinge respekt blandt dem, der bestemmer, hvordan wildcards skal fordeles.
Der, hvor det til gengæld kniber, er med resultater på den europæiske scene. Dem har FHK af naturlige årsager ingen af i de seneste par år, og hvis det er et kriterium, som vægtes højest, bliver FHK frasorteret. I den henseende skal FHK håbe på, at dansk håndbolds niveau ude i Europa vægtes højere, og det faktum, at FHK pressede Aalborg maksimalt i finaleserien, spiller ind i stedet for den manglende europæiske erfaring.
I alt er der 16 Champions League-pladser, og blandt dem er der ni direkte kvalificerede og syv wildcards, da Hviderusland er udelukket fra at deltage i europæiske klubturneringer, hvilket giver et ekstra wildcard. Dermed vil FHK skulle kæmpe med hold som:
- Pick Szeged (Ungarn)
- Kielce (Polen)
- Nantes (Frankrig)
- Porto (Portugal)
- Elverum (Norge)
- Dinamo Bucuresti (Rumænien)
- Gorenje Velenje (Slovenien)
- Zagreb (Kroatien)
- Eurofarm Pelister (Nordmakedonien)
De allerede kvalificerede hold er:
- Barcelona (Spanien)
- Magdeburg (Tyskland)
- Füchse Berlin (Tyskland)
- Wisla Plock (Polen)
- PSG (Frankrig)
- Veszprém (Ungarn)
- Sporting (Portugal)
- Kolstad (Norge)
Blandt wildcard-ansøgerne vil Pick Szeged, Kielce, Nantes og Zagreb være blandt de fire selvskrevne hold, mens formentlig også Dinamo Bucuresti kan være en kraftig bejler, der på papiret vil rangere over FHK. Dermed er FHK ude i en duel mod klubber som Porto, Elverum og Pelister, hvor FHK i alle tilfælde vil dumpe på manglende europæisk erfaring, men på andre kriterier vægtes over.