Kasper Young kom til Fredericia Håndboldklub i 2017. Siden er der sket mange ting, men dengang havde han ikke troet, at klubben ville stå i en DM-finale i 2024.
Kasper Young kom som et ubeskrevet blad fra Lemvig-Thyborøn til FHK. Han har siden været med på hele den fredericianske optur fra 1. division til nu toppen af håndboldligaen. FHK har ikke set sig tilbage siden Young kom til klubben, men var det med DM-finalen som en realistisk ambition, da Young kom til FHK? Nej, det var det ikke, lyder det fra hovedpersonen.
– Det havde jeg ikke troet, det er surrealistisk at spille om det danske mesterskab. Det er vildt at tænke tilbage på, siger Young.
Hvor stort det er for Fredericia, er ikke til at tage fejl af. Grandvoksne mænd i vanvittig ekstase, og tårer der presser på. Det er kulminationen på en sæson, hvor FHK igen og igen har lagt lag på og endte grundspillet på andenpladsen. Nu er FHK i DM-finalen.
– Det har været en vild sæson, vi har præsteret over hele sæsonen, så kan det godt være det har set grimt ud, men vi har vundet. Nu står vi i finalen, nummer et mod nummer to, forklarer Kasper Young.
I finalen venter grundspillets nummer et, Aalborg. Et hold, som skal deltage i Champions League Final4 og har været suveræne i den danske liga i denne sæson.
– Aalborg ser skræmmende gode ud, og har nogle af verdens bedste spillere, men vi kommer ikke derop for at tabe. Vi vil vinde, slår Kasper Young fast.
Mod Ribe-Esbjerg, som FHK nedlagde med 34-25, var nerverne smidt. De to foregående semifinaler havde været drabelige opgør, der endte uafgjort efter kampe, der langtfra var velpolerede, men så fik den en over nakken onsdag aften.
– Det var som om, da vi fik uafgjort derovre, var det en forløsning. Det var som om, at nu skulle den have fuld skrue, og vi skulle give den maks gas. Det er sjovt at spille håndbold, og det er derfor vi er, hvor vi er i dag, siger Kasper Young.
thansen Arena var fyldt til randen, og de var ikke kommet for at sidde stille som mus. Allerede fra opvarmningen fik spillerne vanvittig opbakning fra lægterne. Hele hallen hujede, heppede og stod op det meste af kampen.
– Den her oplevelse er vanvittig. Vi vandt over Aalborg i semifinalen sidste år også, og der var stemningen vild, men nu sad folk nærmest ikke ned, det var en sindssyg opbakning, og det gav de sidste ti procenter, siger Young.
I forhold til de to første semifinaler virkede Ribe-Esbjerg lidt shaky, og ramte slet ikke det niveau, som de havde vist i de to uafgjorte opgør.
– Ribe-Esbjerg var ikke bange, men det var som om, de var trætte til sidst. De manglede de sidste procenter, og så kan det hurtigt gå stærkt. Det har været en fed semifinale, og cadeau til Ribe-Esbjerg for det, lyder det fra Kasper Young.
Young selv spillede en hovedrolle i kampen med fem mål på fem forsøg, samt en bolderobring. Forude venter der minimum to finaleopgør mod Aalborg, hvor det første opgør spilles søndag klokken 16.00 i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.