I Fredericia er der nedsat et § 17, stk. 4-udvalg, der skal kigge nærmere på fremtidens skole i Fredericia. Specifikt har de til opgave at kigge på mulighederne for en ny skole kontra en renovering af Kirstinebjergskolen afdeling Indre Ringvej og Kirstinebjergskolen afdeling Haveplads, samt kigge på en fremtidig løsning til Frederiksodde Skolen. Planerne fremgår af et referat fra et skolebestyrelsesmøde.

Den 7. marts blev der afholdt et skolebestyrelsesmøde på Kirstinebjergskolens distriktkontor. Et af punkterne på mødet omhandlede, ifølge mødereferatet, seneste nyt fra § 17, stk. 4-udvalget, og det gav skolebestyrelsesformand Christian Jensen et indblik i.

– Hvis det ender med, at der skal bygges en ny skole, vil der kun være behov for det halve antal m², set i forhold til de nuværende to afdelinger. Dette på grund af en bedre optimering af m². Når det hele regnes sammen, vil en ny skole komme til at koste det samme som en renovering af de to afdelinger, står der i mødereferatet.

Længere nede i referatet kan man læse, at Christian Jensen har set idétegninger til en eventuel ny skole, og at han synes, det ser spændende ud. Der lægges op til en OPP-løsning, der betyder, at det er et offentligt-privat partnerskab, men i øjeblikket afventer man en national ændring for OPP, før det kan blive en mulig løsning.

Hvis det ender med en ny skole, vil det løse problematikken omkring Frederiksodde Skolen, der pt. har en afdeling på Kommunikationsvej i pavilloner. Skolen vil nemlig formentlig kunne komme til at benytte sig af skolen på Indre Ringvej.

– Hvis man vælger at bygge nyt, lægges der blandt andet op til, at der bygges en ekstra sportshal og dele af Afdeling Indre Ringvej rives ned og anvendes til udearealer, parkering m.m. Den resterende del af Afdeling Indre Ringvej vil forventeligt blive brugt til Frederiksodde. Der vil ligeledes blive tale om en energivenlig skole, står der i mødereferatet, som kan læses ved at klikke her.

Hvad det ender ud med i forhold til, om man vælger at renovere skolerne eller bygge en ny, er ikke formelt set besluttet, men der lægges op til en løsning med en ny skole. Anbefalingen fra § 17, stk. 4-udvalget er endnu ikke færdiggjort, men sagen skal forventeligt i byrådet inden sommerferien, hvilket betyder, at beslutningen skal træffes enten den 31. maj eller den 19. juni, hvilket er de to sidste byrådsmøder inden sommerferien.

Ingen af de involverede politikere har nogen kommentar til, hvilken retning de vælger at gå.