Er man født i Fredericia, har mange fredericianere en naturlig begrundelse for at føle en vis stolthed ved byen. Men lokalpatriotisme er ikke kun for fredericianere. Man har også lokalpatrioter i Middelfart, Kolding, Vejle, Skanderborg, Horsens, Silkeborg, Herning, Odense og Sønderborg. Og alle byer imellem disse. Hver og en vil fremhæve det lokale springvand, de lokalkendte mærkesteder og ikke mindst de lokale kendisser, skulle man have nogle sådanne. Men hvad skal gøre at Fredericia kunne rage ud over de andre lokaliteter?
Bag direktøren for Business Fredericia, Kristian Bendix Dreier, hænger der et ikonisk kort over Fredericia Kommune, som direktøren hængte op i begyndelsen af hans indsats for at fremme Fredericias erhvervsliv. Udover, at der i hans tid er kommet rigtig mange nye ting på kortet, der ikke mindst kan tilskrives den indsats som foreningens formand, Bent Jensen, har stået i spidsen for, så er det i sær kommunens geografiske udfordringer, der er interessante. Mange andre kommuner råder over massevis af jord, hvor der kan bygges og udvides. Men sådan er det ikke i Fredericia, der under kommunalreformerne blev til en mindre kommune. Siden da er det gået slag i slag med nedprioriteringen af Fredericias borgere:
En stor del af handlen i byen flyttede til Kolding Storcenter eller internettet. Butikkerne i centrum af Fredericia blev samtidig nødt til at forholde sig til en ny gågade-ideologi, hvor vejene blev lukket af for biler. I løbet af få år forvandlede centrum af Fredericia sig til en stillezone, som sådan klimavenligt, men i takt med udviklingen i handlen generelt faldt Fredericia i søvn, og søvnen blev dyb. Meget senere kom der heldigvis et nyt cafeliv, da de yngre fredericianere begyndte at blive iværksættere. Men det er gået langsomt, hvis vi sammenligner os med andre byer. Fredericia er gået fra at være en købstad til en hyggelig spadseretur, hvis det altså ikke regner, selvom butikkerne kæmper bravt.
På trods af at alle større provinsbyer med respekt for sig selv har haft et sygehus, så lukkede amtet også dette, for senere at give os en ligth-udgave med et sundhedshus, der samtidig drev de borgere væk fra gågademiljøet, der besøgte lægen, fysioterapeuten eller apotekeret. Selvom, sundhedshuset er blevet flot, så har det kostet på alle parametre. I dag er fredericianerne for alvor blevet tvunget til at pendle, både til Odense og Kolding, selvom store dele af de gængse lidelser ikke kræver topspecialister, men kan klares på almindelige sygehuse. Ideen om de såkaldte “supersygehuse” har drænet mange lokalsamfund for sundhedsmæssige tilbud med det tilhørende handelsliv, fordi pengene florerer i byen. Til gengæld er Odense og Kolding vokset massivt.
Mens dette skrives er der fortsat usikkerhed om driften af messecentret. Viljen til at fastholde og satse på messer er for svag blandt de lokale politikere, der hellere vil have de kortvarige gevinster ved et salg, så de kan skjule de negative tal på de budgetter, de ikke kan finde ud af at styre. Men heldigvis er nok kun en byder, og så skal MESSE C udvikles endnu mere, så det kan trække de mange gæster til, der i sidste ende giver liv i Fredericia; og ikke mindst: omsætning.
Eksemplerne kan man finde frem i ro og mag, men pointen er, at for mange beslutningstagere i Fredericia enten ikke bor i byen (embedsfolkene og topledelsen) eller som mange lokalpolitikere stiller sig tilfredse med middelmådige resultater. Det sidste ses ikke mindst af den visionsplan for Fredericia, man har vedtaget, der stort set ikke udvikler byen til noget som helst, man ikke kan få alle andre steder i danske provinsbyer.
På et punkt er der dog lys for enden af tunnelen. En gruppe af borgere har arbejdet hårdt for at få historien om Fredericia fortalt til et stort publikum. Af logiske grunde, da Fredericias voldanlæg er det absolut eneste, der skiller os markant ud fra de andre byer, vi kan sammenligne os med. Potentialet er stort. Mange vil næppe tage til Horsens for at se måger, men måske vil de tage til Fredericia for at opleve en spændende fortælling om byen som krigsskueplads og Danmarks nationale overlevelse. En fortælling der stopper, før man er nået til Børkop, hvor man er lykkelige for at være endt som en del af Vejle, fremfor at skulle nedværdige sig med skorstensbyen Fredericia: De vil gerne arbejde i industrien, men hellere handle i Vejle, hvor Bilka og centrum oser af aktivitet.
Lad os undlade at fortælle om de mange fejlslagne forsøg på at få store uddannelser til Fredericia. Kendsgerningen er, at vi ikke har formået at lykkedes med dette heller, med meget få undtagelser.
Der har været mange initiativer, der skulle hjælpe Fredericia til at blive en oplevelsesby. Lige nu er bybilledet præget af demografien, hvor befolkningens sundhedsmæssige udfordringer er tydelige. Men hvis byen pludselig fik et skud energi udefra, hvor mange tusinde gæster løbende kom for at se et nyt museum, kunne det skabe den gnist, der skal til, hvis Fredericia skal overleve. For vi kan prale af vores centrale beliggenhed, men ikke af besøgstal til Fredericia, på trods af at byens embedsfolk, (der kommer fra andre byer), klatter massevis af skattemidler væk på virkningsløse kampagner, de efterfølgende taler op som store succeser, fordi de får klik til deres egne hjemmesider, men ikke fylder byen op med mennesker, der rent faktisk køber noget i byen. Geninvesteringsmodeller er en saga blot i Fredericia; hvad får vi egentlig for pengene, når de hyrer eksperter ude fra; INGENTING.
Den eneste bundlinje, der tæller, er den hvor Fredericia markant vokser. Ikke, at man leger med små marginaler. Kig til de andre byer, så kan vi se hvorfor. De er smartere, hurtigere og kan få meget mere ud af deres selvfortælling. Det vidner ikke mindste Odense om, så det er vist meget heldigt, at direktøren for H.C Andersen Museet takkede ja til at bidrage med sin viden til at opbygge det nye museum i Fredericia. Den dygtighed vi efterspørger, skal komme fra erfaringsgrundlaget, ikke luftkasteller og ønsketænkning fra de kommunale medarbejdere i toppen, der får alt for meget i løn, sammenlignet med deres CV og resultater, og ja, så er de ikke engang dygtige nok til selv at stå på mål for deres beslutninger, når millionerne de brugte ikke kastede nutidige eller fremtidige investeringer af sig.
Det er på tiden, at politikerne tager ledelsen tilbage i den by, de trods alt bor i. Vis borgerne, hvad I kan. Der er valg om lidt, så kæmp for byen.
Heldigvis er en af de største succeser i Fredericias erhvervsliv, Anders Østergaard, gået med ind i projektet om at få etableret det nye museum. Med den tæft og vedholdenhed der har kendetegnet hans opbygning af Monjasa, er der et stort håb for alle byens borgere. Nemlig, at der er noget, der rager ud over den vanlige politiske stilstand. Noget der kan skabe interesse for byens fortælling, der i generationer har været markant underprioriteret, mens man har haft travlt med andre ting. Samtidig ved alle der kender Østergaard, at han er fredericianer af sind, ære og gerning. Derfor er det også nemt at bakke op omkring et projekt, han er med i. Vi har heller ikke råd til andet. Så mange chancer er der heller ikke, hvis Fredericia langt om længe skal lægge sit image som skorstensby bag sig.
