Som medlem af Fredericia Byråd i over et årti kalder Susanne Eilersen budgetforliget for 2025 det bedste, hun har været med til at forhandle. Hun ser det som en ny begyndelse for kommunen, præget af en konstruktiv proces og et tæt samarbejde mellem politiske partier.

Susanne Eilersen betegner budgetforliget som det bedste, hun har været med til at indgå i sin tid som medlem af Fredericia Byråd, og hun fremhæver især den proces, der har ledt op til det, som afgørende:

– Min umiddelbare reaktion er, at det er den bedste proces og det bedste forlig, vi har indgået, særligt i lyset af de nødvendige besparelser. Jeg har deltaget i mange budgetter i de år, jeg har været i byrådet, og dette er uden tvivl det bedste, siger Eilersen.

Hun pointerer, at det allerede blev tydeligt ved budgetseminaret, hvor udfordrende processen ville blive. Alligevel blev der hurtigt etableret dialoger mellem partierne, hvilket lagde grundlaget for forliget:

– Vi skal gå lidt længere tilbage end til sættemødet. Allerede på dagen for budgetseminaret satte vi os ned – først i den blå blok, men der var også bilaterale samtaler med Enhedslisten og SF. Vi kunne hurtigt mærke, at budgetprocessen var udfordrende, og vi kunne ikke se, hvordan vi skulle nå i mål. Men i løbet af samtalerne opdagede vi, at vi var enige om mange ting. For mig går processen helt tilbage til den dag. Efterfølgende har vi haft samtaler på kryds og tværs af partierne, fortæller Susanne Eilersen.

Ny begyndelse for Fredericia

Eilersen ser forliget som en ny begyndelse for Fredericia, især efter de turbulente år med advokatsagen mod kommunaldirektøren og den tidligere borgmester:

– Jeg mener, at det markerer en ny start for Fredericia. I årene efter advokatsagen har vi været lidt fastlåste, både i vores retorik og i vores samarbejde.

Susanne Eilersen (O)

– Jeg har fornemmet, at både borgerne og erhvervslivet har følt sig påvirket af den sag. Men nu ser det ud til, at vi begynder at løsne op. Vi har haft gode samtaler, og jeg kan allerede mærke, at borgerne og erhvervslivet kvitterer for dette. Jeg tror, vi står på tærsklen til noget nyt for Fredericia, forklarer hun.

En afgørende dag i processen var torsdagen, hvor partierne mødtes og gennemgik sparekataloget i detaljer:

– Det var på torsdagen, vi besluttede at samles om bordet for at gennemgå alle posterne i sparekataloget. Vi drøftede, hvilke områder vi kunne blive enige om at spare på, og hvilke vi ønskede at bevare. Da vi sidst på eftermiddagen satte os sammen, kunne jeg hurtigt fornemme, at der var en fornuft i det. Jeg følte mig både set og hørt, og allerede på det tidspunkt var jeg overbevist om, at dette var den rette gruppe at forhandle med, fortæller Eilersen.

Selvom besparelser var uundgåelige, understreger Eilersen, at der er blevet taget hensyn til de mest sårbare områder. Det har været en prioritet at sikre, at de områder, der betyder mest for borgerne, ikke rammes unødigt hårdt:

– Der er naturligvis nogle besparelser – det er en uundgåelig opgave. Men jeg mener, vi har fundet besparelserne, hvor det gør mindst ondt, både for børn, ældre og andre. Vi har formået at skåne de områder, der virkelig betyder noget for borgerne. Der vil selvfølgelig være konsekvenser for nogle, men samlet set tror jeg, det vil have en positiv effekt. For forvaltningen har vi pålagt dem at finde flere administrative besparelser, og jeg håber, vi kan tage en del af dem gennem naturlig afgang. En kommune fungerer som en stor virksomhed, hvor der altid er et naturligt flow, siger hun.

Større dialog med direktørerne i Fredericia Kommune

En anden vigtig del af forliget har været en omstrukturering af samarbejdet mellem byrådet og forvaltningen. Eilersen understreger behovet for tættere opfølgning og en ny arbejdsform, hvor der lægges større vægt på løbende dialog med direktionen:

– Vi kan omrokere og justere organisationen, så vi minimerer fyringer, også i administrationen. En af de nye udfordringer er, at vi muligvis skal begynde at samarbejde på en helt anden måde, både i byrådet og med forvaltningen. Vi har indskrevet i teksten, at når vi ikke længere er det borgmesterbærende parti, har vi brug for en tættere opfølgning med direktionen. Derfor har vi afsat et månedligt møde med direktionen for løbende at følge udviklingen i budgettet. Det gør vi for at undgå de store økonomiske overskridelser, som vi har set tidligere. Vi ønsker at være på forkant med situationen, forklarer politikeren.

Der er også taget besluttet vigtige tiltag på både ældre- og børneområdet. Områderne er blevet prioriteret i budgettet. For Eilersen er det centralt at bevare de serviceydelser, som borgerne er vant til, og sikre investeringer i byens fremtidige udvikling:

– Der er mange områder, og vi har alle nævnt forskellige, fordi vi ønsker at stå sammen om det og understrege, at det ikke er ét parti, der har sikret disse tiltag. Vi har kun opnået det gennem fællesskabet. Personligt har jeg stor fokus på de ældre. Det er ingen hemmelighed. At kunne fastholde rengøring og ikke tvinges til at købe en robotvasker, men stadig få støvsuget og vasket gulv som sædvanligt, er vigtigt. Desuden finansierer vi busserne med reklamer, så borgerne kan komme rundt. Der er også mange gode tilbud på det sociale område, såsom Stoppestedet, ProAktiv og Dagcenteret – og selvfølgelig Gadesygeplejersken. Jeg mener, vi skal fokusere på det forebyggende, så vi har tilbud, inden folk når til et kritisk punkt. Dette gælder også børneområdet, som med Frederiksodde Skolen, hvor udfordrede unge kan fortsætte med at få den støtte, de har brug for, slår Eilersen fast.

Samtidig ser formanden for Bosætnings- og Turisme udvalget et behov for at investere i bosætning og sikre, at Fredericia fortsat er en attraktiv handelsby langt ud i fremtiden:

– Derudover skal vi også investere. Som formand er jeg glad for de positive initiativer på bosætningsområdet. Vi ønsker alle en levende handelsby, også efter 2030, og derfor har vi afsat midler. Vi ønsker også øget bosætning. Jeg kunne nævne mange flere tiltag, men vi er fælles om dem alle, så jeg tror, jeg vil stoppe her, siger hun.

Nyt frugtbart politisk klima

Susanne Eilersen ser frem mod en mere samarbejdsorienteret politisk kultur i Fredericia. Hun fremhæver, at forhandlingsklimaet under de seneste budgetdrøftelser har været præget af respekt og ligeværdighed, hvilket hun ser som en afgørende ændring:

– Jeg tror, vi vil se et klima, der er blevet løsnet op. I de to-tre dage, vi har forhandlet, har vi haft en fremragende dialog, godt humør og har givet hinanden plads. Det handler om respekt for hinanden og ligeværdige forhandlinger. Det er nok de to ord, jeg vil tage med fra denne budgetforhandling.

Susanne Eilersen (O)

– Man kommer længst ved at respektere hinanden og være ligeværdige. Tidligere, når vi forhandlede med Socialdemokratiet, følte vi ikke altid, at det var ligeværdige forhandlinger, men mere, at vi skulle tilslutte os noget uden at have reel indflydelse. Det er en vigtig læring, vi kan tage med os, tilføjer Susanne Eilersen med et smil.

Håbet er, at den nye samarbejdsform vil føre til bedre løsninger og forhindre fremtidige budgetoverskridelser. Der er et potentiale i, at partierne kan tackle udfordringer, før de når byrådssalen, slår hun fast:

– Jeg håber, at vi udover møderne med direktionen også kan mødes uden for direktionsgangen for at drøfte udfordringer og problemstillinger på tværs af partierne, så vi kan løse dem, inden de når byrådssalen. På den måde kan vi muligvis undgå de store budgetoverskridelser. Som jeg har sagt før, tror jeg, at dette markerer en helt ny start for Fredericia, både politisk og organisatorisk. Jeg håber virkelig, at dette vil føre os i den rigtige retning.

Hun understreger samtidiga, at Dansk Folkeparti altid har taget ansvar, og det agter de at fortsætte med. At deltage ved forhandlingsbordet og være med til at sætte retningen er afgørende for partiet:

– I Dansk Folkeparti ønsker vi altid at tage ansvar, og det har vi også gjort tidligere. Det kan vi sagtens se os selv gøre igen nu. Det er vigtigt for os at være med ved forhandlingsbordet og præge retningen. Jeg vil også gerne takke mine forligsparter for, at vi alle er blevet hørt og set i denne proces. Alle partier, der deltager i denne forligskreds, har haft mulighed for at bidrage, og det vil jeg gerne takke for, da det er sådan, vi kommer fremad, siger Eilersen.

Trods politiske forskelle er Eilersen stolt af det fælles arbejde for byens bedste og pointerer, at partifarverne kommer i anden række, når det gælder Fredericia:

– Jeg brænder, ligesom alle andre partier, for Fredericia og for at gøre en forskel i byen. Jeg mener, at partifarverne kommer i anden række, når vi i fællesskab finder gode løsninger for den by, vi alle bor i – det kan man kun være glad for, fortæller hun.

Hun afslutter med at rose forvaltningen, som har været en vigtig medspiller i budgetarbejdet, og håber på en varig positiv forandring i den politiske kultur i Fredericia:

– Jeg vil selvfølgelig også nævne, at forvaltningen har gjort et fantastisk stykke arbejde. De har heller ikke prøvet dette før, men da vi bad om assistance til at få budgettet på plads, var de klar med det samme. Derfor fortjener de stor ros for, at vi nåede i mål så hurtigt. Det var trods alt på ganske kort tid, vi skabte et helt nyt budget. Så stor ros og tak til dem. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi fremadrettet får en helt anden politisk kultur i Fredericia, lyder det fra Susanne Eilersen.

Se pressemødet om Budgetforlig 2025-2026 fredag d. 20. september 2024, kl. 16: